Sandplay-terapi​​

Sandplay-terapi tilbydes til børn, unge og voksne. Sandplay er velegnet til alle, der har behov for eller ønske om en mere visuel og kreativ terapiform end almindelig samtaleterapi.

​Sandplay bygger på princippet om, at mennesket har en iboende og selvhelende kraft, som kan aktiveres på ny i et trygt og omsorgsfuldt "rum" med terapeuten. Terapien er legende, kreativ, ressourcefokuseret og skaber forbindelse mellem kroppen og sindet.​

Sandplay er særligt velegnet til bearbejdelse af tidlige traumatiske hændelser i livet, som "har sat sig i kroppen", og som man ofte ikke har adgang til via sproget. Traumerne kan være foregået på et så tidligt tidspunkt i livet, at man ikke selv husker det, eller også har fortrængt hændelserne så stærkt, at de er forblevet "ordløse". ​

Sandkassen er et afgrænset og beskyttet sted, hvor klienten kan udleve og komme igennem sin indre smerte, sorg, frustration og konflikter.

Gennem legen i sandet eller opstilling af sandbilleder hjælpes barnet eller den voksne til at bearbejde både tidligere svære oplevelser og nutidige vanskeligheder, der spænder ben for at kunne leve mere fuldt og helt. ​

I terapirummet står to små sandkasser; én med tørt sand og én med vådt sand. Derudover er der reoler med små figurer og symboler og ting fra naturen, der til sammen skal repræsentere "hele verden". 

​​

Børn

Sandplay med børn foregår ved, at barnet former sandet og/eller udvælger og opstiller små figurer og symboler og igennem legen "fortæller" sin historie. Nogle gange skabes verbale fortællinger, som knytter sig til barnets sandleg. Mange børn leger aktivt en leg, der forsættes fra den ene session til den næste. Det kan blive et helt eventyr med både helte og skurke!

Ved afslutningen af hver session tages et par fotos af barnets sandbillede, som efterfølgende sendes til forældrene. Mange børn holder af at kigge på deres gamle billeder, da disse ligesom bliver en del af barnets historie -dette kaldes på ”psykolog-sprog” barnets ”mytiske livsfortælling”.

Unge og voksne

Sandplay med unge og voksne foregår oftest med en lille snak til start. Derefter udvælger klienten små figurer, som opstilles i sandet, eller også former klienten sandet alt efter, hvad vedkommende "føler" for. Klienten kan også arbejde aktivt med en bestemt problemstilling, hvis han/hun vil det.

​Derefter taler vi om sandbilledet og hvilke følelser og "historier", der knytter sig til figurerne eller "den verden", som klienten har lavet. Igennem samtalen findes og genfindes ressourcer, ligesom det smertefulde kan få et visuelt udtryk, som hjælper klienten med at bære smerten mere væk fra sig selv. 

Der tages til slut et foto af sandbilledet, som sendes til klienten, så der med tiden ses en serie af sandbilleder og dermed den udvikling, som klienten gennemgår undervejs i forløbet.

”Den smukkeste diamant skal slibes med et hårdt bor for at skinne i alle dens facetter”.

Ernst W. Pedersen

Ingen tillæg efter kl. 16.00 og i weekenden​

​Fandt du hvad du søgte?

Har du spørgsmål til noget, kan du kontakte mig igennem formularen herunder.​

Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Kort om mig

Mit arbejde bygger på et psykodynamisk grundlag og jeg benytter primært metoder inden for det narrative/systemiske og neuroaffektive felt.

Her finder du mig

Fåreager 3

2680 Solrød​ Strand​

Find vej på Googlemaps

Kontakt mig