Legeterapi til børn
Legeterapi er en aktiv terapiform, hvor barnet sammen med mig som terapeut ”leger sine temaer eller traumer ud” i en tryg ramme og i barnets eget tempo. Igennem terapien får barnet mulighed for at udtrykke alle følelser; både de behagelige og svære følelser, som barnet rummer. Derved opnås mere indre ro og generel trivsel hos barnet.
Ofte køres Forældrerådgivning sideløbende med legeterapien, da forældrene er en vigtig del af barnets behandling.
I min klinik har jeg et særligt ”legerum” med legetøj, som barnet selv vælger at bruge. Typiske lege er ”dukkeleg” eller leg med plysdyr, der er lavet som hånddukker, og som derved kan bruges til at ”snakke” for barnet. Ved hjælp af dukkerne og dyrene får barnet en ”stemme”, som kan udtrykke det, som barnet ellers har svært ved.
Dyrene kan være søde og trøstede, men også voldsomme og aggressive; derved udløses barnets indre ophobede frustration, og med terapeuten som et ”rummende og omsorgsfuldt vidne” kan ny og mere harmonisk udvikling begynde hos barnet.
Tegneterapi
Tegneterapi kan også være en del af et terapiforløb. Nogle børn (og voksne) oplever, at det er lettere at tegne end at lege og snakke. Ved hjælp af tegninger og kreativ energi udtrykkes barnets oplevelser og indre tilstande. Ofte fortæller barnet en historie, som knytter sig til tegningen, og via anerkendende samtale med terapeuten skabes nye handlemuligheder og følelsesudtryk.
Farvelægning af Mandalaer giver ligeledes barnet mulighed for selv-fordybelse og en rolig ”pause” fra den mere aktive legeterapi.
Både legeterapi og tegneterapi har ligheder med Sandplay, og der er mulighed for at benytte alle de kreative terapi-former sideløbende.